Vores ture / Norge på cykel 2012

Norge på cykel 2012

Turen i år var egentligt planlagt til, at skulle vare i 4 uger, men blev kortet ned til 3 uger undervejs.
Uden nogen faslagt rute, cyklede vi afsted mod København, hvor vi havde bestilt plads på Oslo-færgen, for på denne måde, at give os selv en uges cykling mere i fjeldene.
 
Vi havde to mål for turen i år: 1. at cykle turen på Rallarvegen igen, for herefter at cykle op til Åndalsnes, hvor vi ville prøve kræfter med Trollestigen.
 
Vel ankommet til Oslo.
Friske og udhvilet, kastede vi os fulde af energi ud i eventyret. Fjeldene kaldte!!! Med vores nye Tropo-kort til GPS'en lavede GPS mudderturvi hurtigt en rute fra Oslo til Geilo (uden om den larmende og osende industriby Dramme) "herligt".
Men ak oh ve... Vores gode GPS havde gjort sig den ulejlighed, at finde alt hvad den kunne af grusveje, bakker, mudder og stenede vandrestier. ( LÆRESÆTNING: BRUG ALTID ET RIGTIGT KORT, SAMT DIN SUNDE FORNUFT, INDEN DU GODTAGER VALGET AF EN GPS RUTE I NORGE).
 
Efter turen i mudder, blev muddervejene til stejle stenede vandrestier (skønnet 12 - 14 % stigning) med løse sten og klipper på størrelse med fodbolde. Jeg skal lige huske at nævne, at det naturligvis regnede hele dagen. På disse skråninger kan man naturligvis ikke cykle "slet ikke opad" ej heller skubbe sin cykel op, ene mand. (TEKNIK: Fælles skubber og slæber man først en cykel så højt op, at man ikke længere kan se den nederste cykel mere, herefter går man ned og henter den anden cykel, skubber den op, hvorefter man .... til man er oppe.
 
DER ER INTET BILLEDE AF DENNE BAKKE, JEG HAVDE IKKE KRÆFTER TIL AT TAGE CAMERAET FREM.
 
Lejr ved en fodboldbane.Vel ude fra vildnisset på denne førstedag, var det blevet sent aften og der måtte derfor lygter på cyklerne. Der var ingen campingpladser, så totalt udmattede, blev teltet slået op i en lille by ved en fodboldbane.
 
På turen mellem Rallarvegen, Geilo og os ventede 4 stigninger. Vi frygtede de 3 første, der lå før Geilo. Så med ømme lemmer, rifter og skrammer fra dagen før, begav vi os på vej mod de 3 djævle, "som vi døbte dem".
 
I Geilo sundede vi os en ekstra dag inden Rallarvegen. Det skulle senere vise sig at være en god beslutning.
 
RALLARVEGEN: en rute på to etaper 1.del . 28. km. fra Haugastøl til Finse 2. del fra Finse til Myrdal, længde (1 dag på cykel).
1.del anslog vi til, at ville tage ca. 2 timer, "vi kørte den jo i 2011". 2.del var vi lidt mere usikker på, da der lå meget sne i fjeldet i år, og det netop var der vi slæbte cyklerne igennem 23 snedriver i 2011.
Halvvejs til Finse gik det fantastisk, vejret var fantastisk, høj blå himmel og der blev mere og mere hvidt.
Rallarvegen er en gammel arbejdsvej, der blev brugt ved anlægget af jernbanen til Bergen igennem fjeldet, derfor er der også en del gamle og meget smukke viadukter undervejs. Disse viadukter giver læ for vind og vejr og særligt sne. Her startede en ny kamp, for med sine lodrette sider af sne og is på op til 3 meter i højden, var vores vej jo nærmest spærret af en massiv væg af is og sne.
 
TEKNIK: en kravler op, hvorefter cykler og bagage skilles ad og det hele hejses herefter op. Når alt er oppe samles det hele igen og traveturen igennem sneen mod Finser fortsætter.
Trods strabasserne skulle denne tur til Finse vise sig, at blive hele turens smukkeste oplevelse, men slidet med at få cykler og bagage slæbt igennem den ene nesdrive efter den anden glemmer vi nok aldrig.
 
Vejen videre fra Finse var som vi forventede, endnu mere lukket end vejen op til Finse, der i forvejen ligger i ca. 1.200 m.o.h.
Heldigvis standsede dagens sidste tog i Finse. Vi sprang på og fik også cykler og al vores bagage med.
Det var en fantastisk flot togtur igennem fjeldet, det hvide vinterlandskab fortsatte helt ned til ca. 500 m.o.v.h.
Vi ankom sent om aftenen til Voss, hvor vi havde tænkt os at campere, men dagens strabadser fortsatte her: Voss er en stor lamende by, biler der kører ræs, fulde folk på gaderne, patruljevogne med halvsovende betjente, der vender det blinde øje til al dette kaos i denne by. Værst for os var at campingpladsen var overfyldt og lukket. Der stod vi endnu engang, netop ankommet fra himmelen (fjeldet) til helvede(Voss). Oven i købet havde byen åbenbart valgt, at afholde en eller anden festival, med byens centrum som udgangspunkt "fedt".
 
TEKNIK: Hvor hurtigt kan man cykle ud af en by? svar: meget hurtigt. Vi var heldige 10. km. så blev der campet og sovet.
 
Turen videre mod Åndalsnes foregik op over fjelde, langs flotte fjorde, hvor vi ofte måtte sejle over, for at komme videre. Fjeldet var over alt fyldt med sne og is, nogle steder helt ned til kun 50. m.o.h. Fjorde og elve var fyldte med vand og gik overalt over sine normale bredder. Tilsyneladende var der også mange fisk i fjordene, for aldrig før havde vi set så mange lystfiskere. I nogle fjorde var vandet mange steder helt oprørt af fiskestimer, det var fantastiske oplevelser.
 
TrollestigenÅndalsnes: her startede det gode vejr igen "PERFEKT". Nu skulle Trollestien besejres. Vi var lidt nervøse for, om vi kunne køre hele vejen op med fuldt læssede cykler. Med 11 hårnålesving og 700 højdemeter på få km. var det en udfordring.
Vi startede, 1 km. opvarmning var der, før det gik løs.
De mange dage og trængsler med cykling i fjeldet, samt 2 rolige dage før Åndalsnes gav pote. Cyklerne nærmeste sprang til toppen af Trollestien. Vi var vildt overrasket.
 
Modtaget: ved toppen af Trollestien stod en masse mennesker og klappede af os, Nogle kom med tilråb, mens andre bare undrede sig over, hvordan vi var kommet op af Trollestien med så tungt læssede cykler.
 
Efter Trollestigen fortsatte fjeldet opad, mere fladt, men opad til ca. 1.200. m.o.hSnedrive i fjeldet. Vejret var fantastisk, blå himmel og sol, alle søer var frosset og der var hvidt overalt, nogle steder med driver langs vejene på 4 - 5 m. høje.
 
Efter Trollestien og fjeldet derefter, går det brat nedad, helt ned til fjordhøjde. Her sejlede vi en kort tur over, for herefter igen at køre op i over 1.000 meters højde for anden gang denne dag. Dagens mål var Geiranger. Geiranger der ligger ved en af Sognefjordenens mange små sidefjorde. Både byen og naturen er så smuk, at hverken øjne eller hjerne kan suge nok indtryk til sig. Synet af denne pragt fra toppen af Ørnevejen er overvældende, tiden går i stå og man er bange for at nogen slukker lyst og alt forsvinder. "NÅ, TILBAGE TIL VIRKELIGHEDEN". Ørnevejen, nedkørsel, bremserne på begge cykler hviner og skurrer faretruende, farten sættes ned. Få sekunder uden at bremse og farten stiger eksplosivt, det er hårdt, at køre ned. Koncentrationen er 100%, selv et lille hul eller revne i vejen kan få fatale konsenkvenser på en stejl nedkørsel og netop huller og revner i vejene er Norge mestre i.
 
Efter Geiranger var målet Lom. Når man kommer til Lom, er man så småt på vej ud af de høje fjelde. Første step mod Lom går ca. 1.100 meter oFor foden af Dalsnibbenp forbi Dalsnibben, som er et af Norges højeste punkter. Vejen mod Dalsnibben er fyldt med hårnålsving og meget bratte stigninger. Det er en lang, hård tur op der gør ondt, især efter den forgående dags to opkørsler.
Belønningen, da vi omsider når toppen er overvældende: sne og is overalt, sol og blå himmel, mad, kaffe og te og læ og en god lang pause. "HERLIGT"
 
 
Turen fra Dalsnibben til Lom er ca. 70 km. og går nedad hele vejen. På så langsom en nedkørsel får man det hele med, sneen forsvinder, det bliver lidt varmere, træerne bliver højere og højere, der kommer marker med græs og køer, nååå ja og så begynder det åbenbart også at regne "igen", FARVEL BLÅ HIMMEL.
 
Men super flot nedkørsel var det.
 
Videre mod Otta, Vinstra og Lillehammer ca. 235. km. med regn og atter regn. Alt var efterhånden vådt, på nær vores indertelt, soveposer, liggeunderlag og reservetøj.
Den sidste tur fra Vinstra til Lillehammer foregik på grusveje, i mudder, stenede veje og vand. Vi kørte her på en alternativ vej væk fra E6, der i den voldsomme regn er livsfarlig at cykle på.
I Lillehammer fik vi en meget våd vejrudsigt over Sverige og 5 dage frem og planen var at cykle til DK ned gennem Sverige, men vejrudsigten som vi fik, gjorde at vi valgte at sejle hjem fra Oslo.
Det skal lige tilføjes, at vi jo har cyklet turen igennem Sverige adskillige gange før, så vejrudsigten sammenholdt med den megen regn vi havde fået gjorde beslutningen let.
 
Turen fra Lillehammer til Oslo er ca. 250. km. "når man cykler" og der er ingen campingpladser. Netop på denne strækning spilledeGran Vollen 2 kirker fra 1100 tallet vores kære GPS os endnu et lille pus. Den fortalte, at der var camping ved noget der hedder Granvollen, så det kørte vi naturligvis efter.
 
Efter ca. 130. km. på grus, asfalt og mere grus afsluttet med bakker der var så stejle, at det var lige før at gruset faldt af vejen "tro det eller lad være" og kl. ca. 22.30 var vi fremme. Camping var der bare ikke skyggen af, men til gengæld to gamle kirker fra 1100 tallet og et herberg/gæstgiveri. "Føj" hvor var vi trætte. Vi fik uden problemer, lov at overnatte på stedet og fik samtidig fortalt lidt historie om området.
 
Turen videre mod Oslo var problemfri og kedelig. Byger med masser af regn hele dagen. Fremme i Oslo var turen som sådan slut, nu ventede færgen og endnu mere regn.
 
Konklusion på turen: vi fik cyklet godt 1.600. km. med en samlet stigning på 16,5. km. Vi havde sol og blå himmel de rigtige steder, og Trollestien blev besejret. Regnen var irriterende, men når man cykler, bliver man jo alligevel våd. så alt ialt for os en fed, men våd og hård tur.
 
www.jimmy-hanne.dk